En krigserklæring til Irak

Danmark havde i 90erne deltaget i diverse straffeaktioner mod Irak, efter tidligere lige så ihærdigt at have hjulpet Saddam Hussein med at opbygge sit militær. Nu efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon mm insisterede USA på at Saddam Hussein var medskyldig - og den 20. marts 2002 skød USA krigen mod Irak i gang.

Et spinkelt flertal stemte så i Folketinget den 21. marts 2003 for den borgerlige regerings beslutningsforslag B118 om "dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak". Rygterne om at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede i marts 2002 havde lovet USA fuld dansk støtte blev senere bekræftet i et notat. Behandling af krigsforslag som disse sker som regel på under tre døgn.

Dagen før afstemningen havde udenrigsministeren forklaret, at når "Danmark deltager i en væbnet konflikt aktiveres hele det folkeretlige kompleks af normer til regulering af væbnede konflikter og beskyttelse af ofrene - uanset konfliktens baggrund".

Forsvarskommandoen uddybede lidt modstridende, at Danmark ikke hermed officielt gik i krig med Irak: "Hvis Danmark var i krig, ville der træde en række særlige lovgivninger i kraft, og så ville dagligdagen formentlig se helt anderledes ud for danskerne. I denne situation stiller vi derimod styrker til rådighed for en militær operation i Irak under amerikansk ledelse. Der er stor forskel. Vi går ikke i krig." De danske soldaters faglige organisationer var ikke helt tilfredse, om end de var meget høflige i deres kritik. Den 13. marts 2003 efterlyste Hærens Konstabel- og Korporalforening og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark klarere linjer. Usikkerheden gik på, om soldaterne kunne risikere at ende for en international krigsforbryderdomstol med denne krig, som ikke var sanktioneret af FN.

Hærens Konstabel- og Korporalforening forudsatte den 17. marts 2003, at regeringen "nøje undersøgte de folkeretslige aspekter, herunder risikoen for at blive slæbt for en domstol". Stærkt presset vendte Forsvarsministeriet derfor på en tallerken dagen efter afstemningen: "Danmark deltager i en krig imod Saddam Husseins regime i Irak, fastslår Forsvarsministeriet efter en vis usikkerhed om, hvordan man kan betegne det danske militære engagement".

Erklæringen skulle overbevise soldaterne om, at krigens særlige retstilstand nu var trådt i kraft, så de ikke var i risiko for at blive dømt som Unlawful Combatants. Som "tak" for fagforeningernes modstand indskærpede Forsvarsministeriet i samme korte skrivelse, at der nu gjaldt forhøjede strafferammer for mytteri mm.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var heller ikke længere i tvivl, og udtalte på et pressemøde efter afstemningen, at "nogle gange er krig nødvendig for at sikre frihed og fred". Krigserklæringen ændrede sandsynligvis intet ved spørgsmålet om krigens formelle lovlighed, men er nu fjernet fra Forsvarets hjemmesider.

Irak-krigen blev den første danske aktion uden for både FN og NATO, og dens beskedne parlamentariske opbakning slog skår i Folketinget. Frem til 2007 var der dog bredere flertal til en dansk bataljon på 3-400 soldater plus diverse andet. I 2006 opstod der usædvanlig megen debat om manglende udvikling, fangespørgsmål og de lokale sikkerhedsstyrkers og politis brutale fremfærd, så kun højre side nu stemte for en bistandsmission for FN - og fra 2007 blev bataljonen trukket hjem.

Senere har kampen mod ISIL betydet, at radaroperatører og en fregat nu er udsendt i området. Danske militærfolk er også fortsat med til at træne irakere for NATO, men var alligevel i 2017 igen i direkte ildkamp mod oprørere.